Tag Archive for: hjerne

Mit liv stresser mig

”Mit liv stresser mig”, sagde en af mine klienter. En kvinde midt i 30érne, som i samme sætning sagde: ”men jeg har jo alt det, jeg hele tiden har ønsket mig. Jeg er bare ikke rigtig glad, men så irritabel og træt, så jeg ind i mellem har lyst til at skrige. Hvis der er én til, der beder om noget fra mig, så eksploderer jeg”.

Jeg genkender det, hun taler om, og ser det omkring mig i min hverdag, med kolleger, venner og familie.

Rammen er sat. Den eneste ene er fundet. De dejlige børn er kommet til. Hjemmet er etableret. Det rigtige job er fundet.

Men hver dag føles det som om, et maraton skal løbes:

Kl. 6 ringer vækkeuret, madpakker, morgenmad og børn klares – bad og tøj på – ud af døren. Aflevere i institution og skole, hurtigt på job. Hele dagen er besat af opgaver, møder og samtaler, hvor det hele skal gå op i en højere enhed. Hurtigt ud af døren fra arbejde – indkøb, hente børn, køre dem til sport, legeaftaler. Hjem og lave aftensmad, sætte en vask over. Spise mad med familien. Lave lektier, i bad og godnathistorie. Putte børnene. Endelig ro – vasketøj skal ordnes. Tre mails fra arbejde besvares. Helt flad i sofaen, går i seng, godnat, vågner x-antal gange med børn, der skal trøstet, puttes eller sove i midten og næste morgen starter det forfra.

Når vi igennem længere tid, er presset på at løse opgaver og på at opfylde behov, som ligger udenfor os selv, kan vi komme til at opleve en tilstand, hvor vi ikke længere kan mærke os selv eller en uro, som er svær at placere.  Så selv om rammen er sat og alle elementer for det lykkelig liv er på plads, så forsvinder glæden i presset. I stedet indtræder en mellemtilfredshed, som kan være svær at ryste af sig.

Hverdagen bliver så kompakt for at få styr på det hele, at vores hjerne bliver overbelastet. Vores hjerne har brug for pauser, for at kunne balancere hele vores system. Med de pauser, bliver der igen plads til at mærke efter.

Stil dig selv nedenstående spørgsmål, hvis du kan genkende dig selv i ovenstående:

  1. Hvad giver dig glæde i dit liv?
  2. Hvordan balancerer du dine egne behov i forhold til de andres behov?
  3. Får din hjerne pauser i løbet af dagen?

Når du har svaret på spørgsmålene, så mærk efter, hvor du befinder dig i dit liv lige nu.

Har du brug for en pause?

 

Psykoterapeut MPF Sanne Grothe