Nyt fra Sanne !

 

Vi er alle født med evnen til at kunne samle energi, som vi har brug for, ved blandt andet at slappe af og sove. 

Når vi som mennesker er overbelastede over en længere periode, er vores energiforvaltning og evne til at lade op, forringet. Belastning har en voldsomt forstyrrende effekt på blandt andet søvn og hvile, hvilket igen påvirker vores psykiske trivsel, madindtag og motion – og vi befinder os i en negativ spiral.

Når vi er belastede, er energi ofte en mangelvare, hvilket bevirker, vi har brug for at kunne ”økonomisere” med den (mindre) mængde energi, vi har til rådighed.

Måske kan du have glæde af at lave en grov skitsering af dine aktiviteter?

Du kan arbejde med 3 forskellige former for aktiviteter i forhold til din energiressource:

Minusaktiviteter

Det er de aktiviteter, du ikke har lyst til at udføre. De kræver en del energi både før, under og efter udførelsen. Det er aktiviteter, som du generelt opfatter, som negative, fordi de rummer noget, du ikke har lyst til, frygter eller bare ikke orker. 

Måske får du det svært bare ved tanken om dem – og mens du er i aktiviteten, er du på overarbejde. Når du kommer hjem eller er færdig med aktiviteten, er du helt energiforladt og bruger fortsat kræfter på at bebrejde dig selv, din måde at være på eller andres måde at være overfor dig i situationen.

Det er naturligvis forskelligt, hvad vi oplever, minusaktiviteter er og det kan også ændre sig f.eks. fra dag til dag eller måske er der nogle minusaktiviteter, som er blevet mere permanente for dig?

Nulaktiviteter

Det er de aktiviteter, som du ikke har lyst til at lave, men du godt ved, må laves, og du har det godt, når du har fået dem gjort.

De kræver, du bruger noget energi på udførelsen, men du får energi igen bagefter, fordi du bliver tilfreds med dig selv, over at have fået det gjort. Du giver energi og får energi – dermed nul.

Det er ofte aktiviteter, der er pligtopgaver og ikke synderlig krævende – men måske kedelige eller også kalder de på, når én er løst, føler du at flere skal løses efterfølgende. De giver dig en følelse af normalitet og det at have et rimeligt funktionsniveau.

Ved du, hvilke aktiviteter, der er nulaktiviteter for dig?

Plusaktiviteter

Det er de aktiviteter, du har lyst til. Du glæder dig til dem og nyder at være i dem. Og du har det rigtig godt bagefter. De fylder dig med glæde, mening, motivation, tilfredshed – og giver dig ny energi.

Den energi, du investerer på at orke aktiviteten, bliver kompenseret, med den energi, du får af din gode fornemmelse undervejs og bagefter, som giver dig overskud af energi.

Plusaktiviteterne er ofte de første, vi sorterer fra, når vi er i energiunderskud, fordi vi kan opleve dem som værende en luksus. Og det giver næsten sig selv, at det er en skidt prioritering.

Kender du dine plusaktiviteter – som giver dig overskud?

                                                          __________________________________

Når jeg beskriver, disse tre forskellige aktiviteter i relation til vores energiressource og sammenhæng med belastning, er det for at give dig en model for, hvordan du kan arbejde mere bevidst med de aktiviteter, du har i løbet af en dag – og have et skærpet fokus på din prioritering. 

Dette skrevet med indlevelse, for vi kan selvfølgelig ikke blot fylde vores dag op med nul -og plusaktiviteter og springe minusaktiviteterne over. Men… vi kan og skal have et fokus på, de aktiviteter vi udfører i sammenhæng med vores energi, så vi i højere grad kan overskue og fungere i vores liv, fordi vi er mere bevidste omkring, hvordan vi kan balancere vores energiressourcer.

Du kan starte i dag – og give din hverdag et tjek i forhold til minus-, nul- og plusaktiviteter. Måske ved du det allerede – og måske bliver du alligevel overrasket. 

God fornøjelse.

Psykoterapeut MPF Sanne Grothe

www.sannegrothe.com – mail@sannegrothe.com

Når dit lave selvværd står i vejen for, du kan leve dit liv.

Lad os først slå fast, at lavt selvværd er ikke noget, vi som mennesker er født med. Det grundlægges i barndommen og svinger gennem livet. Et lavt selvværd har store konsekvenser for vores livskvalitet. Det er dog aldrig for sent at arbejde med at udvikle et solidt og sundt selvværd. 

Selvværd handler om at være tilfreds med sig selv, kende sine gode sider og acceptere sine fejl og mangler. Selvværd skabes i vores indre i samspil med vores vigtigste relationer. Ofte vil det dog også være sådan, at mestring af noget også fører til øget selvværd.

At have et lavt selvværd har store konsekvenser for vores livskvalitet. Vi bremser os selv i at turde gøre det, vi ønsker, og tror ofte ikke på, vi kan lykkes med så meget.

Det helt grundlæggende er alle de negative tanker, vi tænker om os selv, som hele tiden kører os ned i den negative spiral – og afholder os fra at leve: få kærlighed, værdi, succes og lykke.

Læs med her og få nogle gode råd til, hvordan du får startet den positive spiral frem mod et bedre selvværd.

Sådan kan du forbedre dit selvværd:

  • Giv dig selv et eftersyn – start med dine tanker. Opdag, hvad du tænker om dig selv, og vurdér, om dine tankemønstre arbejder for dig eller imod dig.
  • Husk, at du har ret til at sige fra, når nogen overskrider dine grænser. Det er også ok at komme bagefter og sige fra. Eksempel: Du har passet din nevø i din ferie, men du ville egentlig gerne selv holde helt fri. For ikke at stå i den situation en anden gang, hvor du tillader at dine grænser overskrides, så sig fra: Jeg kan desværre ikke passe ham i mine egen ferier mere, da jeg har brug for at lade op. Men jeg passer gerne på andre tidspunkter. Det vigtigste er at få øvet sig i ’svære’ færdigheder, inden du igen står i en krævende situation.
  • Vurdér, om du generelt tager for meget hensyn til andre på bekostning af dig selv. Tør du ikke sige nej til andre af skræk for, at de vil afvise dig, ikke kunne lide dig så godt? Giv disse tanker er realitetstjek. Mange af os har katastrofetanker, som aldrig bliver til noget.
  • Vid, at selvværd kan svinge både fra dag til dag, og i forhold til dem, du er sammen med. Dit selvværd bliver hver dag udfordret, så lær dig selv at genfinde balancen hurtigt, når du bliver udfordret og at undgå selvbebrejdelser og nedladende selvsnak. Mindfulness kan støtte dig i at være mere i ro og balance i dig selv, så du står stærkere i dit indre – https://mindhelper.dk/mental-fitness/mindfulness-oevelser/ Gåture i naturen er også med til at skærpe din evne til at mærke dig selv, og hvad du vil/har lyst til.
  • Kærlige støttende tanker. Dette punkt er det vigtigste for din udvikling af et godt selvværd. Når du tænker: det kunne jeg heller ikke finde ud af, åårh, jeg er så dum osv. Så stop de negative tanker. Tænk i stedet: jeg er ok, jeg øver mig på en masse, der er svært, jeg prøver bare igen. Jeg er glad for, jeg forsøgte. Det er lidt på samme måde som en forælder møder sit barn, når hun/han skal lære noget nyt. Kærlige støttende tanker. Vi kan ikke tage løbeskoene på og løbe et maraton første gang. Men bare bevidstheden om at ville ændre sine tanker og turde mere, er udviklende. Et skridt ad gangen. Tilgiv dig selv, når du ikke kan eller ikke turde. Der kommer igen en mulighed for at øve.
  • Efterhånden som ovenstående trænes, vænnes din hjerne til nye mere positive mønstre. Det kan være svært at gøre på egen hånd, men mærker du motivationen for at komme i gang med dette stykke personlige arbejde, er du altid velkommen til at booke en tid og få hjælp og støtte til din proces.

Kærlige tanker fra

Psykoterapeut MPF

Sanne Grothe

www.sannegrothe.com

Lev dit liv indefra og ud:

 

Vi er alle et produkt af det, vi er vokset op i. Og vi har nogle bestemte mønstre og adfærd med os, som har givet os kærlighed og nærvær.
Nogle gange kan vi med vores mønstre komme til at leve livet udefra og ind. Måske fordi vi har for travlt med at leve op til andres forventninger, så de ser os – og vi dermed føler os betydningsfulde.
Det har vi alle sammen brug for at føle os.

Men at leve livet udefra og ind, kan være slidsomt; og vi kan ende med at føle os tomme, stressede og forvirrede.
Måske endda vrede og frustrerede.

Hvem er jeg? Hvad har jeg brug for? Hvad vil jeg?

Først i det øjeblik, du sætter fokus på dig selv og på det, du mærker, kan du vende din opmærksomhed, så du lever dit liv indefra og ud. Styret af dine forventninger og behov.

Den forandring giver os energi, gør os mere velafbalancerede og glade. Så kan vi oprigtigt være noget for andre -og i særdeleshed for os selv.

depression – du er ikke alene

Depression kan ramme os mennesker på alle årstider. De seneste undersøgelser viser, at hver 5 dansker vil få en depression i løbet af deres liv.

Depression kan manifestere sig forskelligt.

De mest almindelige tegn på depression er typisk manglende fornøjelse over ting, som plejede at glæde en, manglende selvfølelse, nedsat energi, koncentrationsbesvær, hukommelsesproblemer og søvnløshed, men depression kan også være symptomer, som de færreste forbinder med sygdommen. De kan have en mere fysisk karakter med anspændthed, mavesmerter, fordøjelses problemer, rygsmerter – og nedsat evne til at mærke sine følelser. Det er som om, følelserne er lammet. Kropsligt kan der være en stor indre uro og ubehag, som gør det vanskeligt at finde ro.

Nogle oplever en meget voldsom skyldfølelse, over ikke at kunne det, de plejer og andre oplever angst, fordi det er så svært at håndtere alt ubehaget og det kan føles som om man ikke rigtig kender sig selv eller kan stole på sig selv.

Hvordan får man det bedre?

Som psykoterapeut ser jeg på depressionen som en overbelastning. Sygdommen udvikles gennem en ubalance i samarbejdet mellem forskellige hjernecentre, kroppen og følelserne. Denne balance kan forårsages af forskellige psykologiske belastninger som for eksempel problemer i parforholdet, en fyring, alvorlig sygdom, eller hvis vi gennem længere tid er meget stressede. Det kan være, hvis det er vanskeligt at stå ved egne behov og grænser.

Også svære belastninger i barndommen, kan spille ind, og vi kan have lært forskellige former for overlevelsesstrategier, som på et tidspunkt ikke kan bære mere.

Samtaleterapi er dokumenteret virksomt i behandlingen af en depression. At have et sted, hvor det er muligt at åbne sig, arbejde med alt det svære og få ro og overblik i samspillet med en professionel terapeut.

I min praksis i Lyngby arbejder jeg sammen med min klient på forskellige niveauer.

Jeg arbejder med samtalen, hvor vi sammen undersøger symptomer og taler om alt det svære, så det får en retning.

Jeg arbejder med nervesystemet, så der kommer bedre balance i mellem krop og hoved. Det er blandt andet med korte mindfulness-øvelser, men også små behagelige kropslige øvelser, der regulerer og giver mere ro.

Jeg arbejder også med psyko-edukation, hvor jeg fortæller om vigtig teori i forhold til, hvordan vi fungerer som mennesker, om depression og behandling – som alt sammen kan give en dybere forståelse af, hvad der er på spil.

Dette er alt sammen med til, at klienten kan finde fodfæste igen – og komme klogere og mere balanceret ud på den anden side af en depression.

 

Jeg kan kontaktes på mail@sannegrothe.com eller på tlf. 9389 0990. Velkommen!

Når børn er vrede:

Børn, der har det svært, bruger ofte vreden til udtrykke, de ikke har det godt. Kan vi se bag vreden og forsøge at forstå, hvad den er et udtryk for, er vi kommet et stykke vej i forhold til at reducere vreden.

Vreden kan være:

  • Et forsvar mod de følelser barnet nærer for sig selv – f.eks. lavt selvværd. I stedet bebrejder barnet andre og viser vrede overfor dem.
  • En måde barnet håndterer sin frygt for afvisning på. Barnet skubber forældre, legekammerater m.fl. fra sig – afviser andre, før det selv bliver afvist.
  • En måde at teste særligt forældrenes kærlighed på; når jeg gør sådan, vil du så stadig elske mig?
  • Et udtryk for barnet har oplevet noget, det ikke selv kan håndtere.
  • En måde, hvor barnet forsøger at håndtere følelser på – hvis barnet f.eks. ikke kan holde ud at være ked af det eller bange, kan det ubevist bruge vrede til at dække over eller blokere for følelser, der er uudholdelige.

Læs mere

Chok og det autonome nervesystem – en forståelsesramme

I går var der skyderi i Lyngby ved Sticks and Sushi, hvor jeg i sidste uge sad på selv samme restaurant på selv samme tidspunkt og spiste middag med min familie.

I går oplevede mange mennesker disse skyderier på helt tæt hold. Nogle fra gaden, nogle fra Magasin og nogle sad under borde i restauranten på Sticks and Sushi, mens kaos udspillede sig.

 

Det giver mig anledning til at reflektere over, hvilke mekanismer, der træder frem i os som mennesker, når vi føler os truet på livet – måske endda sammen med vores nærmeste, vores elskede, så truslen virker endnu voldsommere. Læs mere

Det er så vigtigt at tage fat på tabuet. Ud i lyset med det. Det handler ikke om at fordømme, at forældrene handlede, som de gjorde, men at børnene og de unge får mod til at åbne op, ikke længere at være alene -og dermed muligheden for at få det bedre!

Tak til alle jer, der kom forbi min stand på Sund livstilsmesse. Jeg har nydt at tale med Jer alle.

Kontakt mig gerne for en aftale eller hvis I har yderligere spørgsmål.

 

Parterapi

Velskreven artikel om dynamikker i vores parforhold – set udfra et tilknytningsmæssigt perspektiv.

http://ingeholmaps.dk/Parforhold-og-tilknytning.pdf

Er I nysgerrige på at arbejde med jeres parforhold, så I oplever dybere forståelse af hinanden og jeres mønstre, så kontakt mig for at høre nærmere.