Tag Archive for: Psykoterapi i Lyngby

Fawn-responsen

Jeg ser det igen og igen hos kvinder i min praksis.

Fawn responsen med baggrund i en utryg tilknytningshistorie.

Fawn-responsen opstår typisk i relationer, hvor der er en magtubalance, eller hvor konflikt kan føles farlig. Det kan for eksempel være noget, du har lært tidligt i livet, hvis du voksede op med omsorgspersoner, der var uforudsigelige, truende eller følelsesmæssigt utilgængelige.

Når fawn-responsen aktiveres, forsøger du at skabe sikkerhed ved at tilpasse dig, behage eller underordne dig den anden. Ofte sker det ved, at du tilsidesætter dine egne behov, følelser og grænser for at undgå konflikt eller ubehag. Det var en klog og nødvendig ubevidst strategi dengang – den hjalp dig med at overleve i relationer, der ikke føltes trygge.

I voksenlivet kan den samme strategi følge med. En del kvinder havner i forhold, hvor dynamikken fortsætter. Mange oplever, at de har mistet kontakten til sig selv, har svært ved at mærke egne behov eller sætte grænser, og at selvværdet langsomt slides.

Hvad kan gøres?

Noget, der kan være hjælpsomt, er at øve små pauser – selv meget korte – hvor du vender opmærksomheden indad: Hvad har jeg brug for lige nu? Det kan også være en enkel indre sætning, der minder dig om, at dine grænser er vigtige og legitime. Sammen med rolige, beroligende teknikker kan det hjælpe nervesystemet med gradvist at falde til ro.

Heling handler ikke om at presse dig selv til at være anderledes, men om nænsomt at lære nervesystemet, at det i dag er mere trygt at være dig – også når andre er uenige, skuffede eller utilfredse.

At opdage, at ægte tryghed og kærlighed ikke kræver, at du forsvinder eller tilpasser dig væk fra dig selv.

Veje til heling kan blandt andet være:

  • Selvmedfølelse – at møde dig selv med venlighed og anerkende den styrke, der ligger i, at du overlevede svære relationer.
  • Nærvær og mindfulness – at øve at være til stede i nuet og langsomt genopbygge kontakten til dine egne behov og følelser.
  • At lytte til kroppen – lægge mærke til signaler som spænding, uro eller kvalme, når nogen bliver vrede eller autoritære, og møde dig selv med omsorg frem for selvbebrejdelse.
  • At øve autenticitet og grænsesætning – i små skridt, i dit tempo. At øve dig i at sige sandheden om, hvordan du har det, og lade andre se dig, som du er.

Du behøver ikke gå denne vej alene. Støttende relationer – terapeutiske og fællesskabsbaserede – kan gøre en stor forskel. Sammen kan vi skabe et rum, hvor du gradvist kan finde hjem i dig selv igen.

Kærligst

Psykoterapeut MPF Sanne Grothe

/af

Dit autonome nervesystem

Dit autonome nervesystem

Det autonome nervesystem – en forståelsesramme

Det autonome nervesystem (ANS) er den del af nervesystemet, der arbejder i baggrunden og regulerer kroppens grundlæggende funktioner. Det styrer blandt andet vejrtrækning, hjerterytme, blodtryk, fordøjelse, hormonudskillelse og muskelspænding – uden at vi bevidst behøver at gøre noget. Man kan sige, at det autonome nervesystem er kroppens indre reguleringssystem, som hele tiden forsøger at skabe balance mellem belastning og restitution.

Traditionelt opdeles det autonome nervesystem i tre funktionelle grene:

  • Det sympatiske nervesystem, som aktiverer kroppen til handling. Det er forbundet med mobilisering, energi, fokus og overlevelse.
  • Det parasympatiske nervesystem, som understøtter hvile, fordøjelse, heling og genopbygning. Det forbindes med ro, tryghed og restitution.
  • Den ventrale vagusgren (fra polyvagal teori), som muliggør social kontakt, følelsesmæssig regulering og fleksibel tilpasning. Her kan vi være rolige og samtidig engagerede.

Disse systemer er ikke enten-eller, men arbejder dynamisk sammen. Et sundt og velfungerende nervesystem er kendetegnet ved fleksibilitet: evnen til at aktivere sig, når det er nødvendigt, og vende tilbage til ro, når belastningen ophører.

Det autonome nervesystems respons på overbelastning

Når kroppen udsættes for vedvarende stress, pres eller manglende restitution, kan det autonome nervesystem miste sin fleksibilitet. Overbelastning kan være både fysisk, følelsesmæssig, kognitiv og relationel – og nervesystemet skelner ikke mellem ydre og indre trusler. Det reagerer på det, der opleves som fare.

Ved kortvarig belastning vil det sympatiske nervesystem træde i forgrunden: pulsen stiger, vejrtrækningen bliver hurtigere, musklerne spændes, og opmærksomheden snævres ind. Når belastningen er overstået, bør kroppen naturligt kunne vende tilbage til parasympatisk ro.

Ved langvarig eller gentagen overbelastning kan der opstå mere fastlåste mønstre:

  • Kronisk sympatisk aktivering: Kroppen og hjernen forbliver i alarmberedskab. Dette kan vise sig som uro, angst, irritabilitet, søvnproblemer, hjertebanken og indre rastløshed.
  • Dorsal vagal nedlukning: Hvis belastningen opleves som overvældende og uundgåelig, kan nervesystemet reagere med kollaps eller frys. Det kan føles som træthed, tomhed, depression, opgivenhed, følelsesløshed eller lav energi.

I begge tilfælde er reguleringen kompromitteret. Kroppen og hjernen forsøger ikke at “fejle” – den forsøger at beskytte. Symptomer kan derfor forstås som intelligente tilpasninger til et system, der har været presset for længe.

Tilknytningshistorie og nervesystemets udvikling

Det autonome nervesystem formes ikke kun af aktuelle belastninger, men også af vores tidlige relationelle erfaringer. Tilknytning handler grundlæggende om, hvordan vi har lært at være i kontakt – med os selv og med andre – under stress.

I barndommen reguleres barnets nervesystem i samspil med omsorgspersoner. Når barnet mødes med følelsesmæssig tilgængelighed, forudsigelighed og tryghed, udvikles evnen til selvregulering gennem samregulering. Nervesystemet lærer, at stress kan rummes og beroliges i relation.

Ved utryg eller inkonsistent tilknytning kan der opstå andre mønstre:

  • Ængstelig tilknytning kan føre til et nervesystem, der hurtigt aktiveres sympatisk og har svært ved at falde til ro. Der kan være høj sensitivitet over for relationelle signaler og en konstant søgen efter tryghed.
  • Undgående tilknytning kan være forbundet med dæmpning af kropslige og følelsesmæssige signaler. Her kan dorsal vagal strategi og følelsesmæssig afstand fungere som beskyttelse.
  • Desorganiseret tilknytning kan medføre skift mellem høj aktivering og kollaps, ofte uden oplevelse af indre sammenhæng eller kontrol.

Disse mønstre er ikke bevidste valg, men indlejrede strategier, der engang var nødvendige. Nervesystemet gentager det, det har lært, virker.

Vejen mod regulering og fleksibilitet

Arbejdet med det autonome nervesystem handler derfor ikke om at “slappe af”, men om gradvist at genopbygge oplevelsen af sikkerhed. Det kan ske gennem kropslig opmærksomhed, langsomhed, åndedræt, bevægelse og – ikke mindst – trygge relationer.

Når vi møder symptomer med nysgerrighed frem for modstand, kan vi begynde at forstå dem som signaler fra et nervesystem, der længes efter regulering. Med tid, gentagelse og relationel støtte kan nervesystemet lære nye mønstre – også selvom de gamle blev formet tidligt.

Et reguleret nervesystem er ikke et nervesystem uden stress, men et nervesystem med kapacitet til at bevæge sig ind og ud af belastning med større lethed, kontakt og selvmedfølelse.

Psykoterapeut MPF

Sanne Grothe

/af

Velkommen til min dejlig psykoterapeutiske praksis i Lyngby Hovedgade

Velkommen i terapi i Lyngby

Her er lyst og luftigt med plads til samtaler med dig eller jer, som ønsker at blive mere bevidste om dine/jeres mønstre, adfærd og forståelsen af jeres følelser.

Her får du/I redskaber, der kan understøtte din/jeres vej frem mod mere livskvalitet.

Velkommen til!

Hilsner fra

Psykoterapeut MPF Sanne Grothe

/af